Leo var ikke kastreret
Ejer slog ham med pisk for at strinte.
Det var heldigt for Leo, at en dyreven fik kendskab til de forhold, som han levede under. Det betød nemlig, at den rare hankat kom væk fra stedet og blev indleveret på Viborg Internat ved Dyrenes Fristed. Her fandt han et nyt hjem – men først blev han kastreret.
Den manglende kastration var nemlig hele Leos problem. Det sted han boede havde ikke fået ham kastreret, og derfor strintede Leo – ganske som fertile katte gør. Det gjorde daværende ejer så sur, at vedkommende valgte at slå Leo med en ridepisk som straf. Da en dyreven så dette, fik hun lov til at tage Leo med, og herefter ankom han til os.
Leo blev kastreret, fik en chip og vaccine samt behandling mod lopper, flåter, orm og øremider, som alle internatkatte hos os gør. Herefter kunne han formidles til et nyt skønt hjem – og herfra er meldingen, at Leo er verdens bedste kat.
Han strinter ikke mere – for det er netop en af grundene til, at en hankat bør kastreres. At straffe katten virker ikke. Katten følger blot sin natur, når den afsætter duftmarkeringer, der trækker hunkatte til og afgrænser kattens domæne.
Vi vil gerne bruge Leo til at opfordre til, at du også får din hankat kastreret. Det kan vi naturligvis hjælpe med via Egelund Dyreklinik. Du kan se priserne for kastration her.

