Flåter, sygdomme og symptomer – og hvad vi som dyrlæger kigger efter
Bliv klogere på flåtbårne sygdomme hos hunde og katte – og hvordan vi diagnosticerer og behandler dem hos Egelund Dyreklinik i Viborg.
Foråret og sommeren er højsæson for flåter, men de små blodsugere gemmer sig ofte helt ind i det sene efterår. En tur i haven, skoven eller bare lidt højt græs kan være nok – og så er både hund og kat i farezonen.
Flåterne i Danmark er især skovflåt (Ixodes ricinus) og i stigende grad også den mere varmeglade engflåt (Dermacentor reticulatus). Begge arter kan overføre alvorlige sygdomme til både mennesker og dyr – og særligt vores hunde er udsatte.
De tre mest kendte flåtbårne sygdomme hos hunde
- Anaplasmose
Skyldes bakterien Anaplasma phagocytophilum, som overføres af skovflåten. Symptomerne kan være feber, sløvhed, nedsat appetit, halthed og i nogle tilfælde neurologiske tegn. - Borreliose (Lyme disease)
Også overført af skovflåten. Kun få hunde udvikler symptomer, men de kan inkludere feber, halthed (ofte vandrende), hævede lymfeknuder og træthed. Det er vigtigt at understrege, at borreliose ikke rammer katte i nævneværdig grad. - Babesiose
Sjældnere i Danmark – men med den stigende udbredelse af engflåten er det en sygdom, vi som dyrlæger holder godt øje med. Babesiose nedbryder de røde blodlegemer og kan give høj feber, mørk urin, sløvhed og i værste fald livstruende anæmi.

Hvad skal du som ejer holde øje med?
Flåterne kan sidde alle steder, også dem man ikke lige tænker over. Mellem tæerne, inde i øret, ved anus eller sågar i tandkødet.
Noget andet man også skal holde øje med er dens adfærd, hvis din hund (eller kat) pludselig virker træt, får feber, halter uden årsag eller ændrer adfærd, så kontakt din dyrlæge i Viborg. Mange af symptomerne på flåtbårne sygdomme kan ligne andre tilstande, og derfor kræver det en grundig faglig vurdering.
Hvordan vi diagnosticerer hos Egelund Dyreklinik
Hos os foretager vi en grundig klinisk undersøgelse og vurderer, om der er behov for supplerende blodprøver. Vi kan bl.a. teste for anaplasma og borrelia med en hurtig snaptest, og vi har mulighed for at se om den er positiv eller ej for flåtsygdom. Oftest vælger vi at sende en blodprøve til ekstern laboratorie, for at finde ud af en præcis måling på antistoffer i blodet. Derved kan man finde ud af om det er en igangværende infektion eller det er lang tid siden den er blevet smittet.
Vores dyreklinik i Viborg har moderne udstyr og et engageret personale, der brænder for at finde årsagen til dit dyrs symptomer – og hjælpe det bedst muligt videre.
Behandling og prognose
Behandlingen afhænger af sygdommen, men de fleste flåtbårne infektioner reagerer godt på antibiotika og understøttende behandling, hvis vi fanger dem i tide. Prognosen er ofte god, især hvis dyret ikke er voldsomt påvirket, når vi starter behandlingen.
Ved mere alvorlige tilfælde – som fx babesiose – kan det kræve indlæggelse og intensiv behandling. Det er dog stadig sjældent i Danmark, men noget vi som fagfolk har i baghånden, særligt hvis hunden har rejst sydpå.
Forebyggelse er den bedste kur
Flåtmidler er heldigvis blevet mere effektive og brugervenlige. Tal med os, hvis du er i tvivl om, hvilket middel der passer bedst til dit dyr og jeres livsstil. Vi rådgiver også gerne om foder, immunforsvar og generel sundhed, da et stærkt dyr har bedre modstandskraft.
En lille flåt kan gøre stor skade
Hos Egelund Dyreklinik møder vi hvert år dyr med flåtbårne sygdomme. Heldigvis kan vi gøre meget – både forebyggende og behandlende.
Så har din hund eller kat været i skov eller højt græs? Tjek den for flåter – og kontakt os, hvis du ser noget mistænkeligt. En lille flåt kan nemlig gøre stor skade.
