Undgå at holde din jul hos dyrlægen

At tilbringe juledagene hos dyrlægen med et sygt kæledyr, står ikke på ønskelisten hos mange. Alligevel ender mange ejere netop der.

Heldigvis er der flere ting, du som ejer af en hund eller kat selv kan gøre, for at undgå en tur til dyrlægen i juledagene. Julens mad og pynt er nemlig fuld af farer for kæledyrene og der er derfor nogle ting, du skal være opmærksom på.

“Dyrene skal også mærke det er jul, men at dele julemaden med sin hund eller kat er ikke en god ide. Den fede og saltede julemad kan give problemer i form af diarre, opkast eller betændelse i bugspytkirtlen. Fugleskrog og ribben fra flæskestegen kan give forstoppelse, og de porøse knogler kan splintre i mavetarmsystemet og gøre stor skade,” forklarer dyrlæge Lise Svejgaard fra Egelund Dyreklinik.

Hun opfordrer derfor til ikke at dele din egen julemad med dit kæledyr.

“Julen indeholder også en masse fristelser for de nysgerrige dyr. Julepynt og gavebånd virker sjovt at lege med, men hvis din hund eller kat sluger nogle af disse ting, så kan det blive meget farligt og kræve en indlæggelse og operation,” siger Lise Svejgaard.

Endelig er det vigtigt, at du sikre, at du har al nødvendig medicin derhjemme, hvis du har et dyr, der er på receptpligtig medicin. Dyrlæger holder også julefri, og derfor er mange klinikker lukkede. Det samme gælder foder, som også bør købes hjem før juleferien.

“Hvis dit dyr er utryg ved nytåret, så husk også at starte på den receptpligtige nytårsmedicin før ferien. Nogle af midlerne skal gives i en periode før nytår for at have den bedste virkning. Tag derfor fat i din dyrlæge i god tid og få en snak om den rigtige løsning for dit dyr,” siger Lise Svejgaard.

Jul
klinik copy (2)

Vær opmærksom på:

Udover at give problemer som diarre og opkast kan julemaden resultere i betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis).

Bugspytkitlen (pancreas) er en stor kirtel der danner insulin og fordøjelsesenzymer. Ved bugspytkirtelbetændelse, begynder enzymerne at nedbryde bugspytkirtlen, hvilket udvikler sig til en betændelsesreaktion. Denne betændelsesreaktion kan blive til bughindebetændelse, hvilket i værste fald medfører døden.

Tilstanden er meget smertefuld for dyret og de symptomer man ser, er opkast, diarre, sløvhed, manglende appetit, feber og smerter. Smerterne kan for eksempel hunde vise ved at stille sig i såkaldt ”bedestilling”, med bagenden i luften og forenden ned mod jorden med forbenene strakt ud. Katte med smerter vil ofte gemme sig.


Betændelse i bugspytkirtlen opstår når hunden indtager meget fedtrige måltider og ses derfor ofte i dyreklinikken ved juletid. Tilstanden kræver indlæggelse med væskebehandling og smertestillende. Særligt overvægtige hunde er i risiko for at udvikle bugspytkirtelbetændelse, men man skal altid huske at holde igen med den fede mad.

Chokolade indeholder stoffet theobromin som hverken hunde eller katte kan tåle. Jo højere indhold af kakao, jo højere indhold af theobromin, derfor er mørk chokolade særlig farligt.

Symptomerne på chokoladeforgiftning er opkast, savlen, svimmelhed, rastløshed og øget drikkelyst og vandladning.

Rosiner og vindruer er giftige for hunde og kan i værste fald medføre akut og livstruende nyresvigt. De symptomer man oplever ses få timer efter hunden har indtaget rosinerne.

Hunden vil kaste op og have diarre og blive nedstemt. Mavesmerter og kramper ses også. Hunden vil drikke meget og tilsvarende urinere mere end normalt.

Nyrerne kan tage permanent skade og i værste fald overlever hunden ikke forgiftningen.

Hunde og katte kan finde på at spise de mest utrolige ting! De går ikke af vejen for at indtage glaskugler og anden julepynt, som kan give store problemer i mavetarmsystemet.

Undgå at lade dyret være uden opsyn i samme rum som juletræet og placer gerne især glaskugler i en højde som dyret ikke kan nå. Især hvalpe og killinger, som naturligt er nysgerrige og undersøger deres omgivelser ihærdigt, kan være særdeles interesserede i at sætte tænderne i pynten.

Julestjerne, mistelten og kristtorn er alle giftige, hvis de indtages og bør holdes væk fra katte. Placer planterne, så katten ikke kan komme i nærheden af dem eller vælg dem helt fra. Katte er adrætte og kan få poterne i ting der er placeret højt.

Særligt for indekatte er planter og andet grønt meget interessant og en stor fristelse. Hvis planterne indtages, ser man som tegn på forgiftning symptomer som opkast, savlen, mavesmerter, diarre og nedstemthed.

Levende lys er smukke, både i dekorationer og på juletræet, men det kan hurtigt gå rigtig galt! Nysgerrige killinger og hvalpe kan komme slemt til skade, men de kan også uforvarende brænde sig ved blot at passere lysene, typisk på haler.

Der bør ikke være levende lys i juletræets underste grene, men husk at en høj placering af levende lys generelt ikke er ensbetydende med at dyret vil lade dem være i fred.

Under alle omstændigheder bør levende lys altid være under opsyn.

Særligt katte kan næsten ikke stå for det krøllede bånd som omgiver julegaverne. Gavebånd er dog ikke godt legetøj, da katte kan skære sig på det, når de tygger i det. De også kan finde på at spise båndet som kan sidde fast i munden, om tungeroden eller i svælget.

Katten kan desuden sluge gavebåndet som kan give forstoppelse, skader på tarmen og i værste fald medføre døden. Derfor er det en god ide at katten ikke har adgang til pakkerne med gavebånd uden opsyn og at man, efterhånden som pakkerne pakkes ud, fjerner gavebåndet.

Et træ i stuen er som en drøm for katte som elsker at sætte deres kløer i frisk træ. Når der så oveni købet er hængt spændende ting fra alle grenene, er det en nærmest urimelig fristelse for katte.

At gøre juletræet til sit eget personlige kradsetræ med legetøj, er imidlertid potentielt rigtigt farligt for katten. Glaskugler kan splintre og skære. Lametta, grannåle og anden pynt kan, hvis de indtages af katten, give store problemer. Træet kan vælte, hvis katten beslutter sig for at kravle helt op i toppen.

Levende lys i træet er selvsagt også farligt for katten, som bør lukkes væk, hvis den ikke kan holde poterne og kløerne fra juletræet.

Fra os på Egelund Dyreklinik skal der lyde et ønske om en glædelig og sikker jul til både dig og dine dyr.