Vigtig viden til nye katteejere

At være katteejer er en fantastisk oplevelse fyldt med kærlighed, leg og masser af skønne øjeblikke. Med dette følger også et ansvar for et lille levende væsen. På Egelund Dyreklinik har vi mange kunder med kat, og vi rådgiver gerne om alt fra sygdomme til foder og adfærd – også til dig som helt ny katteejer.

Katte er sensitive dyr. De stresser let. Derfor har vi indrettet vores dyreklinik så den er yderst kattevenlig, og det giver både dig og din kat en god og tryg oplevelse. Personalet hos os er opdateret inden for kattens sundhed og sygdomme. 

Skab også et trygt miljø for din kat derhjemme – giv den gemmesteder, huler og kradsetræer. Du kan med fordel bruge en Faliway, som er et godt lille værktøj, til at give din kat de bedste rammer i sit nye hjem. Sæt en Feliway i stikkontakten og så udskiller den en feromon som beroliger katten. Det får katten til at føle sig hjemme. Har du en killing, så husk at gå hjemmet igennem for fare, der kan skade det lille nysgerrige og legesyge væsen. Ledninger og snore fra gardiner kan være nødvendige at gemme, indtil killingen er ældre.

Beskyt din kat

Din kat skal vaccineres. Det gør du for at beskytte den mod sygdomme, der ellers kan være meget alvorlige for katten. Vi tager en snak med dig om kattens behov og lægger derefter et vaccinationsprogram for din kat.

Husk også det årlige sundhedstjek. Her opdager dyrlægen tit sygdomme i tide, før de udvikler sig.

Få din kat neutraliseret. Ikke-neutraliserede katte strejfer ofte, ligeså kan de tit være urenlige. Desuden har de en øget risiko for at komme i slagsmål og blive smittet med alvorlige sygdomme samt få bylder af for eksempel bidskader, der kræver hyppige dyrlægebesøg. Man kan neutralisere en kat, når den vejer cirka et kilo. 

Samtidig med neutraliseringen bør din kat chippes og have en tattovering i øret (blandt andet vil katten få et C skrevet i øret). Når dette er gjort vil katten blive registreret i Det Danske Katteregister, så du kan findes, hvis din kat skulle blive væk eller komme til skade i for eksempel trafikken. C’et i øret indikerer at katten er chippet. 

Hold øje med tegn på sygdom eller ubehag hos din kat og sørg for at reagere hurtigt ved behov. Tegn en sygeforsikring. Den dækker en del af dine udgifter hos dyrlægen.

Foder

En kat skal have et foder af en høj kvalitet og med et højt indhold af animalske proteiner. Vi anbefaler flere forskellige mærker, og du er altid velkommen i klinikken, hvor vi også har vores butik med foder, legetøj og udstyr til katte.  Butikken er åben samtidig med klinikken og vi rådgiver dig til det bedste valg for netop din kat.

Én eller flere katte?

Katte kan sagtens være sociale væsner, der nyder selskab, men de har også brug for tid alene. Respekter din kats grænser og sørg for, at den får tilstrækkelig opmærksomhed og stimulering. Har du indekat, så anbefaler vi normalt to katte sammen, da de kan have stor glæde af hinanden. Det nemmeste er at anskaffe dig to killinger samtidig.

Find os her:

Egelund Dyreklinik
Gårsdalvej 30
8800 Viborg

Tlf. +45 51 23 52 70

Åbningstider:

Mandag: 8:00 – 17:00
Tirsdag:  8:00 – 17:00
Onsdag:  8:00 – 17:00
Torsdag: 8:00 – 17:00
Fredag:   8:00 – 17:00
Lørdag – Søndag:   Vagt